• 01 aug 2018
Fit 900X386

CrossGym er funktionel træning, men er der forskel til CrossFit? Svaret er nej! Aktiviteterne i CrossGym og CrossFit er ens – forskellen er, at CrossGym er udviklet til idrætshaller, mens CrossFit typisk laves i et specielt designet lokale til formålet, kaldet en "box". Ydermere er der konkurrencer i CrossFit – det har vi ikke i CrossGym.

Formålet med CrossGym er at give en alsidig grundtræning, så man som deltager oplever

  • bedre mobilitet – kroppen kan bevæge sig frit, ubesværet og hurtigt
  • større styrke – kroppen er stærk og udholdende
  • styrket kredsløb – kroppen kan hurtigt omsætte ilt til energi

Træningen tager udgangspunkt i de elementer, som skaber mobilitet, styrke og godt kredsløb, og som kommer fra en række klassiske idrætsformer som bl.a. gymnastik og vægtløftning men også i de udholdenhedselementer, som kendes fra løb. Elementerne samles i programmer, kaldet "workouts", som fokuserer træningen på bestemte muskelgrupper, og dermed gør den funktionel.

CrossGym er blevet en populær træningsform gennem de senere år, da den i forhold til andre idrætsformer ikke er svær at kaste sig ud i og hurtigt giver synlige resultater, men det er vigtigt at understrege, at på linje med andre idrætsformer, er der en lang række af teknikker, men skal arbejde med, for ellers kan man nemt gøre skade på sin krop. Ydermere er CrossGym heller ikke stedet man bør starte, hvis man er utrænet, da belastningen på led og muskler vil være for hård, og man vil også opleve, at ens kondition ikke kan følge med.

I Stenløse Gymnastik har vi 2 ugentlige træninger med CrossGym, og som vi indholdsmæssigt har valgt at fokusere. Tirsdag aften fra kl. 17:30 har vi fokus på kredsløb og kernetræning. Kredsløbstræningen er populært sagt baseret på lavere belastning, med flere gentagelser i de øvelser vi laver, mens kernetræningen har fokus på muskulaturen i mave og ryg, som både forbedrer kroppens styrke men også dens mobilitet.

Torsdag kl. 18:30 er træningen fokuseret på styrke, men det handler ikke blot om at løfte en masse vægte. Forudsætningen for at øge kroppens styrke er et velfungerende kredsløb samt smidighed og mobilitet i leddene, og endelig kræver træningen også udholdenhed, og den kommer ikke blot af at være målrettet – udholdenhed skal trænes. Styrketræning handler ikke kun om at få større arme. I CrossGym arbejder vi også med musklerne, der sidder i skuldrene, i benene samt mave og ryg.

I foreningen har vi 3 uddannede CrossGym trænere, som tilrettelægger indholdet i træningen, og som til hver gang har forberedt en "WOD" – vores Workout Of the Day. Når vi mødes til træning, gør vi for alvor brug af vores mange redskaber som tæller vægtstænger, kettlebells, tunge bolde, plyoboxe osv. Det giver os muligheder for at lave forskellige øvelser fra gang til gang, og det gør træningen ny, spændende og udfordrende hver gang.

Træningen er hård – hver gang! Det er vigtigt at understrege, at CrossGym er for dem, som vil udfordres i træningen, og mange vil opleve, at det er for hårdt, for det kræver en god kondition. Har man ikke en god kondition, vil man føle sig ekstra udfordret i styrketræningen, da kroppen ikke "kan følge med", og så kan man nemt gøre skade på sig selv. Vi har et max antal deltagere på vores hold, for det er vigtigt, at du som deltager føler dig i sikre hænder, når du træner med os, og at vi har tid til at vejlede og observere dig.

Har du mod på CrossGym og funktionel træning, men er bange for at det er for hårdt for dig, så fortvivl ikke. Hver mandag og lørdag har vi Cirkeltræning på programmet, og hvor især træningen om mandagen er velegnet, hvis du ikke før har stiftet bekendtskab med universet, for det bedste råd vi kan give dig er at være tålmodig med din træning – hvis du er vedholden, vil du hurtigt opleve fremskridt og gradvist få mod på mere.

Du kan læse mere om vores tilbud i CrossGym og Cirkeltræning her.